FUJ-PRISEN 2010

Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) indkalder kandidater til prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik 2010.
FUJ-prisen adskiller sig fra andre journalistiske priser ved at fokusere på den journalistiske metode. Det er således ikke nok at have gode kilder, skrivetalent eller ihærdighed. Modtagere af FUJ-prisen belønnes først og fremmest for at grave grundigere, mere konsekvent eller mere kreativt og for at lægge ny og væsentlig viden frem for offentligheden.

Prisen uddeles i fem faste kategorier: Radio, tv/film, avis, magasin og bøger. Juryen kan desuden vælge at uddele enkelte særpriser. 
Den indstillede journalistik skal være publiceret i perioden fra august 2009 til og med august 2010. Alle journalister kan indstille et gravearbejde til prisen, og journalister kan også indstille deres egne arbejder. De indstillede artikler/indslag/udsendelser/bøger skal efterfølgende indsendes i tre eksemplarer til FUJ.

Indstillinger skal sendes senest 1. september 2010 til infofuj@gmail.com eller til FUJ v. journalist Kasper Krogh, Berlingske Tidende, Pilestræde 34, 1147 KBH K.

Journalisterne skal indsende tre eksemplarer af det indstillede arbejde samt en metodebeskrivelse af, hvordan og med hvilke metoder, de har frembragt journalistikken.

FUJ-prisen 2010 uddeles i forbindelse med årets Fagfestival 14.-15. november i Odense. Læs mere om prisen på www.fuj.dk
FUJ-prisen blev uddelt første gang i 2007. Sidste år blev mere end 50 journalister og journalistiske projekter indstillet til FUJ-prisen.