Gå tilbage

Med børnene som våben

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Majbrit Oddershede Pedersen, Stine Uldbjerg Hansen

Projektets beskrivelse

Titel:
Med børnene som våben
Beskrivelse:
I 2019 erstatter Familieretshuset den stærkt udskældte Statsforvaltning. Socialminister Mai Mercado kalder det en historisk dag. Nu skal antallet af højkonflikt skilsmisser falde. I "Med børnene som våben" dokumenterer TV 2, at forholdene for de tusindvis af børn fanget i deres forældres skilsmisse ikke er blevet bedre med det nye system.
I dokumentarserien følger vi fire forældre. To fædre og to mødre. De ser ikke deres børn, fordi deres eks-partner beskylder dem for at skade børnene. Det er Familieretshuset, som skal hjælpe familier i skilsmissesager, og mens de behandler sagerne, bliver børnene holdt væk fra den anklagede forælder.
Det er højaktuelle sager, der driver nutidssporet i dokumentaren, og vi følger vores cases i et år og kan undervejs dokumentere mange sagsbehandlingsfejl. I sidste ende resulterer det i, at en forælder mister forældremyndigheden og dermed kontakten med sine børn.
Vi dokumenterer, at det ikke har konsekvenser for en forælder at komme med falske påstande mod den anden forældre, fordi Familieretshuset ikke undersøger anklagerne grundigt og hurtigt nok. Dokumenterer beviser også, at Familieretshuset ikke anerkender begrebet "forældrefremmedgørelse". Altså når en forælder bevidst prøver at vende et barn mod den anden foræder. Det på trods af, at dokumentaren beviser, at det sker i danske skilsmissesager.
Vi må ikke tale med børnene fra de case-familier, vi følger. Derfor samler vi fire nu voksne skilsmissebørn, som bl.a. har oplevet, at deres forældre pressede dem til at komme med falske påstande mod den anden forælder. Selvom det er mange år siden, mærker de stadig, hvordan deres forældres konfliktfyldte skilsmisser påvirker dem den dag i dag. De bliver altså børnenes stemme i dokumentaren.
I dokumentaren udtaler eksperter skarp kritik af systemet. En aktindsigt viser, at nuværende medarbejdere indrømmer, at systemet ikke fungerer, hvilket en tidligere medarbejder også fortæller i dokumentaren.
Hvem betaler prisen for det? Det gør bør
Publicering:
"Med børnene som våben" blev sendt på TV 2 den 28. april og 5. maj 2022.

Idéen:

Idébeskrivelse:
For otte år siden undersøgte Kompagniet i samarbejde med TV 2 for første gang det danske skilsmisse-system. Dokumentarserien fra 2014 dokumenterede, at den daværende Statsforvaltning ikke var gearet til at håndtere de forældre, der bevidst chikanerede en ellers velfungerende forælder ud af deres fælles børns liv.
I kølvandet på programmerne besluttede politikkerne, at der skulle ske ændringer.
I 2019 åbnede det nye familieretlige system: Familieretshus. Hurtigt viste det sig, at systemet var underfinansieret, og der opstod ekstremt lange ventetider.
Jf. Kompagniets tidligere arbejde med de komplekse sager og den store erfaring det gav, var det oplagt, at netop vi igen skulle dykke ned i det komplicerede stofområde. For hvilke konsekvenser havde ventetiderne, og havde Familieretshuset ret, når de sagde, at ventetider var den eneste udfordring de havde? Og vigtigst af alt, hjalp det nye system børnene, som politikerne havde lovet?
Tidshorizont:
Vi hver begge to arbejdet på projektet i ni måneder.


Nyhed:

- Familieretshuset kan ikke oplyse, hvor mange børn der i 2021 mistede kontakten med en forælder. Igennem aktindsigter og spørgsmål til ministeren stillet via et medlem i Socialudvalget kan vi dokumentere, at det drejer sig om flere end 300 børn.
- Arbejdstilsynets rapport fra Familieretshusets afdelingen i Aarhus viser, at jurister fortæller, at de har så travlt, at de laver fejl, der har alvorlige konsekvenser for børn og forældre.
- Familieretshuset mener ikke, at "forældrefremmedgørelse" eksisterer på trods af, at en af landets førende psykologer fortæller, at hun ofte ser forældrefremmedgørelse i skilsmissesager.
- Anni Højmark - En af landets mest erfarne Familieretsdommer fortæller, at hun ofte ser "fremmedgjorte børn". I retten kan de ikke kan hjælpe familierne, fordi Familieretshusets sagsbehandling har været for langsom.
- Familieretshuset ser bort fra skyldsspørgsmål i en samværskonflikt. Det får ingen konsekvenser for den forælder, der taler usandt.
- Familieretshuset konkluderer i et stort antal sager, at det på sigt vil få alvorlige konsekvenser for et barn at miste relationen til en forælder, men alligevel beslutter Familieretshuset, at der ikke skal være kontaktbevarende samvær.
- Familieretshuset genskaber ikke kontakten mellem et barn og en forælder, når de ikke har set hinanden længe på grund af sagsbehandlingen. Det på trods af, at fagfolk udpeget af Familieretshuset konkluderer, at den anden forælder bevidst har påvirket barnet til at tage afsta

Konsekvens:

På Christiansborg har dokumentaren skabt stor debat. Venstre og Nye Borgerlige har kaldt socialminister, Astrid Krag, i samråd på baggrund af dokumentarserien. De vil have svar på, hvad ministeren konkret vil gøre for at sikre barnets tarv i skilsmissesagerne. Samrådet finder sted den 29. september.
For første gang siden det nye familieretlige system blev vedtaget, kritiserer Venstre Familieretshuset, selvom de selv var med til at stemme for det. Ifølge partiets socialordfører, Marlene Ambo-Rasmussen, viser dokumentaren, at system ikke hjælper børnene på bedst mulig måde, som det ellers blev lovet med det nye system.
Partiet støtter nu Nye Borgerliges forslag om at etablere en fast track ordning og lave overvågede kontaktbevarende samvær, når en forælder kommer med udokumenterede påstande i en skilsmissesag.
På baggrund af dokumentaren har flere fagpersoner og eksperter på området også råbt vagt i gevær. De bakker op om dokumentaren og kritikken, den kommer med. De anerkender, at der sker svigt i systemet, når skilsmissefamilier ikke bliver hjulpet på bedst mulig vis, fordi det er børnene, som betaler prisen.
De fire voksne skilsmissebørn fra dokumentaren fortsætter med at råbe politikerne op. Efter at have set dokumentaren er de blevet opmærksomme på, at der stadigvæk er børn i Danmark, som bliver brugt i deres forældres skilsmissekonflikt. De fire kvinder ønsker ikke, at andre børn som voksne stadigvæk skal være plaget af deres forældres skilsmissekonflikt, som de selv m

Metode:

Dokumentation ift. Familieretshusets arbejde:
Vi havde fra begyndelsen en ambition om at have en tidligere eller nuværende medarbejder fra Familieretshuset med i dokumentaren. Vi startede med at finde nuværende og tidligere medarbejdere via LinkedIn. Her fandt vi en masse navne, som vi efterfølgende fandt på Facebook eller på Krak og tog kontakt til vedkommende. Nogle svarede aldrig på vores henvendelsen, mens flere gerne ville tale med os, men kun til baggrund. De frygtede hvilke konsekvenser det ville få, hvis de udtalte sig offentligt om deres kritikpunkter af systemet.
Først efter syv måneders intensiv jagt, lykkedes det os at finde og overtale en tidligere medarbejder til at stå frem med ansigt og navn i dokumentarserien.
Udover LinkedIn fandt vi også nye kilder via det netværk, som vi fik opbygget undervejs.
Vi har søgt aktindsigt hos Arbejdstilsynet, som bl.a. har været forbi Familieretshuset i Aarhus og givet dem et påbud pga. dårlige arbejdsvilkår. På baggrund af aktindsigten fik vi kontakt til nuværende medarbejdere i Familieretshuset, som dog ikke ønskede at stille op til interview, men som bekræftede de dårlige arbejdsvilkår, og hvilke konsekvenser det har for skilsmissefamilierne.
Derudover har vi også søgt et hav af aktindsigter hos Familieretshuset. Undervejs i vores research fik vi kontakt til en tidligere kontorchef i huset, som hjalp os med at skærpe aktindsigter, da han kendte til samtlige fagudtryk og måltal i Familieretshuset.
Vi har ligeledes fået en del af vores datamateriale ved hjælp af spørgsmål stillet til minister Astrid Kragh via et udvalgsmedlem i Social- og Ældreudvalget. Det var utroligt brugbart.
Vi havde også jævnligt kontakt med kilder i Familieretshusets rådgivende udvalg, som til baggrund kunne fortælle, hvad de fik oplyst, når de var til statusmøder i Familieretshuset.
Opgørelser og aktindsigter fra Ombudsmanden har også bidraget til vores undersøgelse af forholdene i Familieretshuset.

Jagt og udvælgelse af cases:
Den mest tidskrævende proces i projektet har været at finde de rette og relevante cases. Vores mål var at følge skilsmissesager, der stadig blev behandlet i Familieretshuset, fordi vi mente, at det var vigtigt som et nutidsspor i fortællingen. Vi var i kontakt med mange forældre, der følte sig uretfærdigt behandlet af systemet, men de frygtede, at det ville få konsekvenser for deres sagsbehandling, hvis de stod frem. Vi prioriterede derfor mange kopper kaffe og tid for at skabe tillid til kilder og samtidig finde de mest relevante cases.
Vi fandt cases via flere forskellige kanaler. Facebook har været en guldgrube for os. Der findes en del lukkede facebookgrupper, hvor mødre og fædre diskuterer deres sager med hinanden. Vi endte med at få adgang til disse, hvor vi monitorerede samtalerne og herefter kontaktede forældre, der umiddelbart havde interessante historier. Vi søgte også efter cases via et klassisk opslag i udvalgte Facebookgrupper.
Vi kontaktede ligeledes flere familieadvokater. Enkelte af dem ville gerne skabe kontakt mellem os og deres klienter. Derudover brugte vi vores netværk til at komme i kontakt med relevante cases.

Tidlig kontakt:
Inden vi begyndte at lave optagelser med vores cases, havde vi fået indsigt i alle deres sagsakter. Det var vigtigt for os at have gået alt materialet igennem for at sikre os, at der ikke var noget, som vi havde overset i processen. Familieret er en kompliceret størrelse, og derfor fik vi tidligt tilknyttet en juraprofessor med speciale i Familieret til projektet. Hun gennemlæste også alle sagsakter. Dermed sikrede vi os, at alt hvad vi formidlede var korrekt ned til mindste detalje.
Vi prioriterede også at kontakte casens eks-partner tidligt i processen. For at sikre os, at der ikke lå noget, som vi ikke har fundet eller haft adgang til. Netop denne tidlige kontakt gjorde, at vi stoppede optagelser med en case, fordi vi mødtes med hans eks-kone, og hun afspillede en telefonsvarerbesked, hvor han var aldeles voldsom.

Familieretsdommerne:
Vi fik opbygget et godt forhold til to familieretsdommere, som vi talte til baggrund med. Det var utroligt brugbart i forhold til at sikre, at vi havde læst dommene rigtigt. Den ene dommer endte også med at medvirke i dokumentaren.

Gennemlæsning af lovtekster/beslutningsgrundlag/statusrapporter osv.:
Vi fornemmede på vores kontakt med dommerne og andre fagpersoner, at de var overrasket over, hvor godt vi var inde i lovgivningen og sagernes forløb i Familieretshuset. Netop det gjorde dem trygge i samarbejdet med os.
Vi mener derfor, at vi prioriterede tiden rigtigt i starten af projektet, hvor vi brugte en del tid på at nørde Familieret. Vi mødtes med en del fagpersoner på området, som indvilligede i at svare på "dumme spørgsmål" fra os.


Modstand:


Undervejs i tilblivelsen af programmet kontakter vi de fire cases eks-partnere. Efterfølgende bliver vi kontaktet af deres advokater. Flere af dem skriver, at de vil klage til pressenævnet.
48 timer før "Med børnene som våben" er programsat på TV 2, bliver vi igen kontaktet af advokaten til en af vores cases eks-partnere. De vil forsøge at bremse programmet og har stævnet TV 2 Danmark. De ønsker et fogedforbud. De næste 24 timer udarbejdes der processkrift til retten i Odense, og samtlige opkald og forelæggelsen for den pågældende eks-mand genhøres og præsenteres. Dagen efter, fire timer før sending, træffer dommeren sin afgørelse. Programmet skal sendes.
Undervejs i processen påpeger flere, at der ligger tidligere afgørelsen fra pressenævnet, hvor det understreges, at man skal være varsomme med oplysninger fra fx børnefaglige undersøgelser og børnesamtale. Da disse akter er afgørende for at løfte vores dokumentation, går vi i de sidste uger op til sending, materialet igennem med en tættekam. Vi balancerer på et knivsæg.
Familieretshuset sagde ja til at medvirke. Men vi kunne ikke få adgang til Vicedirektør Jacob Buch til pre-snak før interviewet. Vi kommunikerede udelukkende med Familieretshusets presseafdeling. Vi havde på forhånd altså ikke et klart indtryk af, hvilke svar han ville komme med. Ville de anerkende problemet eller modsætte sig?
Op til interviewet lavede vi derfor prøveinterview med en "træls" kollega:-) Vi udformede spørgeguide og opfølgende spørgsmål ud fra forskellige svar-scenarier.
Undervejs tilbød Familieretshuset os interview med nøglepersoner i Familieretshuset, som de synes, der var relevante for programmet. Vi var uenige og fravalgte dem. Vi spurgte selv på interviews med medarbejdere, som vi var stødt på i vores research. Familieretshusets reaktion var, at vicedirektøren var den eneste, der kunne komme med officielle udtalelser.
Familieretshuset pressede løbende på for at få de helt konkrete spørgsmål til interviewet. Vi nægtede. Fire dage før interviewet, fik de overordnede emner, som vi gerne ville omkring.
Familieretshuset prøvede at skabe tvivl om vores cases relevans for programmet ved at påpege, at sagerne havde mange akter. At sagerne var komplicerede og havde højt konfliktniveau.
Familieretshuset ville ikke medvirke til mere end et to timers interview. Til stede under interviewet var pressechef og konsulent. Undervejs stoppede de interviewet og bad om pauser. Efter to timer stoppede de interviewet. Vi argumenterede os frem til en time mere.
Efterfølgende fik Familieretshuset programmerne til gennemsyn. De argumenterede for, at en enkelt interview skulle fjernes. Vi vurderede, at vi sagtens kunne forsvare interviewbidden.

Etik:

Hensynet til de involverede børn har fyldt meget i tilblivelsen af programmet. Hvordan sikrede vi os, at vi fortalte deres historie, uden at det efterfølgende vil få konsekvenser for deres hverdag?
Da vi ikke måtte få lov til at tale med børnene, besluttede vi at sløre deres ansigter på de billeder, som vi brugte i dokumentaren. Vi fjernede også informationer som deres efternavn og hjemby, netop for at skærme dem.

Ligeledes var det essentielt for hele dokumentarseriens troværdighed, at vi sikrede os, at vi havde fuld adgang til og overblik over samtlige af vores kilders sagsakter – og vores ekspert har ligeledes gået igennem alle sagsakter. Det var vigtigt for os, at vores cases anklager mod systemet og deres eks-partner ikke skulle kunne anfægtes.
Vi overvejede i høj grad, hvordan vi kunne bruge børnenes egne udsagn fra de børnesamtaler, som de har haft med Familieretshusets medarbejdere. Det var vigtigt for os, at børnene bliver hørt i programmet på trods af, at de ikke deltager, fordi deres ord også fortæller meget om den pres, som de bliver udsat for. Ved at bruge børnenes egne udsagn sammen med rekonstruktioner, formår vi derfor at give børnene en stemme.

I forhold til de voksne skilsmissebørn havde vi også nogle etiske overvejelser. For det første fortalte de om oplevelser, som var sket for mange år siden. Hvordan kunne vi være sikre på, at det ikke bare var dem, som huskede forkert? Derfor spurgte vi dem alle fire om så meget dokumentation som muligt.
Det var ikke dem alle, som stadigvæk havde alle papirerne fra dengang, men de havde dele af dokumentationen. Det gjaldt fx en lydoptagelse og et brev, som begge underbygger deres fortællingerne. For det andet beskylder de jo deres forældre for ikke at varetage deres behov på bedst muligvis. I et af tilfældene er den ene forældre død, hvorfor det ikke var muligt at kontakte vedkommende. I to af de andre sager kontaktede kvinderne selv deres forældre og fortalte om deres medvirken, og hvad de konkret fortæller om deres oplevelser som skilsmissebarn. I det sidste tilfælde hvor en af vores cases fortæller, at hendes mor påvirkede hende til at tale usandt om sin far i retten, forelagde vi selv dokumentarens indhold og tilbød hende at medvirke.

Formidling:

De voksne skilsmissebørn:

Vi besluttede fra begyndelsen, at børnene skulle have en stemme i dokumentaren, fordi det er dem, som det går ud over. Det stod ret hurtigt klart, at vi ikke kunne få adgang til et barn, som på nuværende tidspunkt står midt i en skilsmissekonflikt. Derfor besluttede vi os for at samle nogle nu voksne skilsmissebørn. De kender ikke hinanden, men har det til fælles, at de alle har været fanget i deres forælders krig om dem. De skulle børnenes stemmer i dokumentaren.

Normalt ville vi have besøgt dem hver især og lavede klassiske interviews, men med de voksne skilsmissebørn har vi valgt at prøve noget nyt. Nemlig at samle dem på en location. Her skabte vi et andet look, så det skiller sig ud fra det andet materiale i dokumentaren, hvilket også var med til at forstærke, at nu forlader vi vores nutidsspor.
Vi prioriterede også ekstra kameraer på optagelsen, så vi kunne filme de voksne skilsmissebørn reaktioner undervejs. Vi synes, at de små nik og blanke øjne er med til at tydeliggøre, at de oplevelser, de har haft som børn, stadig påvirker dem.

Vi synes, at vi formår at give børnene en stemme ved netop at bruge de voksne skilsmissebørn flere gange i løbet af de to programmer.


Aktuelle sagsforløb:
For at styrke formidlingen besluttede vi også fra start, at vores forælder-cases skulle være i gang med et sagsforløb. Vi blev kontaktet af mange cases, der var på den anden side af et kritisablet sagsforløb. Men ved at følge aktuelle sagsforløb, kunne vi dokumentere afgørende begivenheder undervejs i et langstrakt forløb og dermed formidle et af systemets helt store udfordringer. Nemlig at tiden går og den frustration der opstår undervejs. Det gav dokumentaren en nutidsnerve.
Denne beslutning gav os dog også en del hovedbrud undervejs. Det er altid nervepirrende ikke at vide, hvor den historie man følger ender. Sidste optagelse med en af vores cases blev lavet fjorten dage før programmet skulle sendes.


Rekonstruktion af børnesamtaler:
Da vi læste vores cases sagsakter igennem, stod det klart, at deres børns børnesamtaler var ekstremt relevante for historien. De beskriver nemlig, hvordan børnene har det, og hvad de egentlig mener om den forælder, de ikke ser. I stedet for kun at lave optagelser med en forælder, som læser op af deres barns børnesamtaler, valgte vi at kombinere børnesamtalerne med rekonstruktioner, som har et mere filmisk look i forhold til den øvrige klassiske reportage.
Vi havde også en grafiker tilknyttet projektet, som var med til at skabe et unikt grafisk univers omkring de tidslinjer, vi præsenterede i dokumentaren samt udvalgte citater fra rapporter og domme.